Arne Jørgensens Krigssejler Beretning

Arne Jørgensen

Arne Jørgensen kaldet Arne Englænder af venner, sejlede under hele krigen i Allierede tjeneste. Hans frygtelige oplevelser under krigen fulgte ham til hans alt for tidlige død.

Jeg havde den store fornøjelse, at lære min stedfars gode ven at kende. Arne var en rar og venlig mand, men som aldrig omtalte sin heltmodige indsats under sin sejlads for de allierede, det var meget typisk for de gamle krigssejlere.

Vi har meget, at takke disse brave Søfolk for, som sejlede for at opretholde forsyningerne til de allierede, og ikke mindst at Danmark til sidst blev anerkendt som allieret.

Derfor forlanger vi, at der bliver en officiel flagdag den 6. juni for disse heltmodige søfolk, som vi har så meget at takke for. Lad os nu leve op til de fine ord, der blev sagt om dem.

"De skal aldrig blive glemt"

Æret være deres minde.

Arne Jørgensens Beretning til Jacob Frederiksen.

 

I den hårde isvinter 1940 sejlede Arne Jørgensen (blandt venner senere kaldet Arne Englænder) påmønstret ØK`s ”Chile” i Nakskov den 10. jan 1940. som de med isbryder hjælp langsomt gik frem gennem de tilfrosne farvande Storebælt og Kattegat, væk fra Danmarks kulde ud til Østens milde himmelstrøg på vej til Bangkok var Arne intetanende om, at skulle gå fem år, før han igen skulle se sit fædreland og sin familie fem år der skulle blive de mest begivenhedsrige og forbandede år i hans liv.

Anden verdenskrig havde været i gang siden september 1939, og der var gjort et stort indhug i den danske skibstonnage, og flere hundrede søfolk havde allerede mistet livet til trods for ikke angrebspagt med vore støvletrampene sydlige nabo. Men daglig tilkendegav den danske regering og presse sin sympati for det, der forgik sydpå, så en forestilling om, at Danmark som et neutralt land skulle blive besat, lå uden for de fleste danskeres fatteevne.

På det store skib ”Chile” var der søfolk på omkring de 50 år, som endnu havde forrige verdenskrig i frisk erindring (den sluttede jo kun godt tyve år tidligere) og nu skulle de altså for anden gang i deres liv opleve en verdenskrig hvor sømanden ville blive den store taber.

En skelsættende dag i foråret 1940 havnede Arne Englænder i Bangkok og budskabet om Danmarks besættelse nåede frem til ”Chile`s” besætning lammende, som et uventet slag i hovedet.

Arne fortæller; Tusinde af tanker gik gennem vores hoveder Danmark besat, hvad med familie og venner, den krig kunne da ikke vare længe, eller kunne den ??. Efter et møde på ØK`s kontor kaldte Kaptajnen besætningen sammen og sagde; i har alle hørt det sørgelige budskab om den voldshandling og forbrydelse det nazistiske Tyskland har begået mod vort fædreland. Efter samråd med personalet på ØK`s kontor her i Bangkok har jeg besluttet at sejle til ”Chile” til Singapore (siden 1819 engelsk kronkoloni) og stille skibet til rådighed for de Engelske flådemyndighed. Med hensyn til besætningen vil jeg i overensstemmelse med søloven § 36 og § 37 i denne alvorlige stund stille jer frit i jeres afgørelse. Hver enkel må selv træffe sin beslutning, og i kan få lov til at afmønstre her. Som i måske allerede ved, er der fra BBC i London udsendt en appel til alle danske skibe om at sejle til nærmeste allieret havn, hvor vi vil blive modtaget som venner, og den engelske regering vil behandle og lønne mandskabet på samme måde som engelske sømandsorganisationer forlanger. Men der er en ting, som nok vil være en pine for mange af jer det bliver ikke under Dansk

 

 

Flag men under ”Union Jack”  the red Duster (den røde støveklud) med det britiske flag øverst i højre hjørne som i alle kender. Nu må jeg bede alle jer, der vil følge mig om at gå til bagbord, og dem der vil afmønstre, at gå til styrbord, kun en mand gik til styrbord. ”Chile” sejlede og sidst i maj ankom vi til Singapore, hvor der lå flere danske skibe. b.l.a ØK`s ”Siam”.

Alle skibene blev afmagnetiseret, og efter flådemyndighederne havde afholdt priseretssag, blev de britiske betingelser underskrevet, og det danske flag strøget og det engelske Merchant Navy flag gik til tops. Over Rangoon gik vi til London, hvor vi på et skibsværft skulle ombygges, så vi kunne bære kanoner og antiluftskyts.

”Chile” sejlede adskillige gange på Østafrika og Ægypten (samme fart som andre Øk skibe). Som regel var vi omkring fyrre skibe, både Finner, Nordmænd, Hollændere og danskere, i disse konvojer. Vi var ledsaget af orlogsfartøjer, der skulle beskytte os Naval Officers in Charge, men da England ikke havde tilstrækkeligt med krigsskibe, led konvojen store tab de første år af krigen. Det sled på nerverne at sejle i konvoj så jeg afmønstrede i Newcastle og holdt en tiltrængt ferie og var derfor ikke med ”Chile” da hun forliste i juni 1942 (og ”Siam” en måned senere).Det skete på en rejse fra Kapstaden til Freetown, og der omkom fem mand af ”Chiles” besætning.

Newcastle var centrum for danske søfolk. Her lå hyreanvisningen, pool-ordningen, hvorfra alle danske skibe fik mandskab. Gennem skandinavisk Sømandshjem fik jeg et værelse hos en gammel engelsk dame. Her i Newcastle boede også en dansk konsul, en forhenværende ØK kaptajn, konsul Madsen, som udgjorde forbindelsesleddet mellem ”Ministry of Shipping” og ”the Danish Shipping Pool”. Der lå et helt lille stykke Danmark her i Newcastle. Selve anvisningen bestyredes af en matros der var flygtet i tide fra Sømændenes anvisnings kontor i Antwerpen. Matros Børge Møller blev et samlingspunkt for ude-søfolkene, sammen med en del kontordamer hvoraf et par var danske. De stammede fra fastboende familier i Newcastle-on-Tyne, og deres mænd var ansat i det engelsk-danske afdeling af Store Nordiske Kabel. Hele dette foretagende, som var opstået her i det fremmede, var faktisk det eneste sted, hvor vi langt over tusinde danskere kunne henvende os med vores problemer og måske få hjælp.

Mit første skib efter ”Chile” blev S/S Dagø der under engelsk flag fik navnet ”Dagø II” (bestyret af Harper Hoppe & Co., Glasgow. Dansk rederi D/S Baltic A/S Kbh). Ombord på det oplevede jeg krigens værste psykiske strabadser i kystfart, men jeg kom også ud på længere rejser og med direkte krigstransporter. Der deltog omkring et halvt hundrede danske skibe i denne kyst fart,  som var meget problemfyldt. Havnene blev ofte bombarderet, så vi havde stort besvær, både når vi skulle losse og laste. Sejladsen foregik næsten kun i konvojer, og det var hovedsalig kul, vi sejlede med. Tænk på hvad en by som London skulle bruge af kul til sine store kraftværker- ikke småting.

 Losningen blev tit afbrudt af  flyveangreb, så her kom vores udholdenhed og tålmodighed på virkelig på hård prøve. Konvojerne langs kysten truedes af miner, u-både, daglige flyangreb og så de forbandede E- både (enemy boats), som englænderne kaldte dem. De brugte både torpedoer og skyts under deres angreb og sejlede den onde lynèmè så hurtige at de var umulige at ramme. Disse angreb gjorde store indhug i kystfarten.

Vi sejlede da også med andet end kul. De laster som de store konvojer fra Canada bragte til England skulle jo fordeles så vi fik til stadighed underretning om, hvilke lidelser vore kollegaer i konvojerne over Atlanten kom ud for.

Et af lyspunkterne var faktisk vores kost. I et samfund som det britiske er man jo i høj grad afhængelig af levnes middel forsyninger udefra. Før krigen kunne man på et par dage få forsyninger fra Danmark, men nu tog det flere uger fra USA og Canada og måneder når de kom fra Australien tabene var enorme, fra måned til måned blev der mindre skibstonnage, og i land fik folk ikke så store rationer som vi søfolk. Selv fisk var der mangel på det meste måtte importeres fra Island og Færøerne, som jo var besat af englænderne, Færingerne sejlede under deres eget flag. Det at vi kunne spise os mætte, var altså en stor opmuntring vi havde en hovmester fra Nyborg, Svend Frandsen, som forstod at få meget ud af lidt.´

Engang vi lå i dok, fik jeg lejlighed til at tage certifikat i brug af skibsartilleri, så nu kunne jeg være med som aktiv krigsdeltager, hvad jeg vel egentlig mente at havde været i lang tid; for som folk i land er tilbøjelig til at glemme ”den fjerde våbenart”, som søfolk og handelsskibe faktisk udgør.

I fredstid snakker man kun om soldater, fly og flåde og glemmer forsyningsfaktoren, for uden våben, ammunition, benzin og olie kan man ikke føre krig. Ja selv drikkevand har jeg været med til at fragte fra Afrika til Italien. På det tidspunkt, da vi lå i dok med ”Dagø”, afmønstrede en af mine gode skibskammerater, Ib Vinholdt Petersen fra Helsingør. De mange luftangreb og denne legen røver og soldater med skibets skyts lå ikke lige for Ib. Han mente, at tilværelsen ude på det store hav trods alt måtte være afslappet og tog hyre på ØK`s ”Amerika”, ”Keep smiling till ve meet again”, sagde Ib.

 Men også uden for kystfarten kunne det være hedt, og det var lige netop hvad det blev, da han sejlede med ”Amerika” til Canada. På rejsen efter berettede han om sine oplevelser.

Første april 1943 blev konvojen angrebet af 19 u-både konvojen hed HX 234 og bestod af 43 handelsskibe og 13 krigsskibe, hvilket i virkeligheden var alt for lidt. De fleste handelsskibe havde lastet i Hallifax og New York med al slags krigsmateriel ”Amerika” var det største skib i konvojen  med en besætning på 87 mand og 53 passagerer fra det canadiske Royal Air Force, deriblandt en del sygeplejersker, havde bland bl.a lastet pichvite. Vi havde talt om, at vort skib havde en meget dårlig og udsat post i konvojen, men det var en afgørelse, vi ingen indflydelse havde på.

En konvojs sammensætning og skibenes placering er tilrettelagt af en overordnet navy myndighed ud fra et strategetisk synspunkt. Som oftest gik de langsomst sejlende forrest, og vi kunne ikke lade være med at tænke på, at vi måske havde fået tildelt vores plads for at dække over et mindre skib, lastet med ”Aviation Spirit”, en meget kostbar last, åbenbart vurderet højere end vores, men vi havde jo selvfølgelig mest vores eget dejlige skib i tankerne. Det der fik os til at diskutere den slags, var tanken om den værst mulige situation  i en temperatuer under frysepunktet, i et is fyldt farvand med store isbjerge og samtidig faren for torpedoer.

Den 2. april blev ”Amerika” ramt af to torpedoer lige efter hinanden, da vi lå i en position lige syd for Danmarksstrædet i enorme høje dønninger, så højt at for skibet flere gange havde været helt under vandet.  På grund af snetykning kunne ingen se vores nødraketter. I håb om at man kunne høre skibssirenen, blev denne gjort fast for at markere vores kritiske situation, og vi håbede så på hjælp af et eskortefartøj ”Amerikas” havari var så alvorligt og omfattende, at den måtte forlades hurtigst muligt, og i den høje sø blev to redningsbåde knust med deres ombordværende mandskab. På et eskortefartøj havde man hørt fløjten og var blevet klar over, hvad der kunne være hændt, og havde man ikke herfra inden for et par timer fået bjerget så mange, var vi alle frosset ihjel. Men trods den hurtige indsats, måtte 86 mennesker fra ”Amerika” alligevel ofre livet under de frygteligste lidelser i kampen for en bedre og mere fredfyldt verden. Angsten og døden havde vi virkelig inde på livet i kystfart på England. Halvdelen af de danske skibe gik tabt derovre, men ”Dagø” var et heldigt skib altid ramte bomberne for eller agten for os, til styrbord eller bagbord.

Godt nok rystede benene, når vi fik en ekstra vippetur på vej op af lejderen. Et chok ja, det er ligesom at falde ned fra et højt træ og så få fat i en gren lige inden man rammer jorden. Vagten drejer døgnet rundt. Til rors, sove, spise, ind imellem op og skyde efter flyvere, i havn, på pub, få sig en lille en. Arbejde om bord som i fredstid , nej, det er ikke der ikke meget af og tonen ombord er mere kammeratlig selvfølgelig skal der være en hvis disciplin, men det er lige som på en anden måde end i fredstid. Vi måtte  f.ek ikke skrive dagbog-sæt den faldt i fjendens hænder. Vi havde også underskrevet en masse regler om, hvad vi ikke måtte tale om, når vi var i land, hvor der hang mange vittige opslag med advarsler. Jeg husker fra en pub en tegning af en papegøje, der sagde ”Fjenden lytter fjenden lytter, pas på.”

Søfolk er ikke bedre end folk i almindelighed. Jeg ved godt nogle mennesker mener, at sømænd er gudsforgåede labanner og drukkenbolte, men den floksel er lige så forløjet, som erklæringerne fra de fine, når de ved højtidlige lejligheder forkynder, at sømanden han skal ikke blive glemt, og i farens stund står de os nær. Nej vi søfolk kender alt for godt det pak, der i smug drikker af kælderens vin, mens de udadtil priser vandet.

Ombord på ”Dagø” kom vi ud for begivenheder, der får mig til at sige, at der ingen mennesker  har været helvede ret meget nærmere, end vi var. Vi deltog i nogen af de første konvojer, der gik fra England gennem Gibraltar (ellers plejede man at sejle syd om Afrika op i Rødehavet ind i Suex kanalen og middelhavet) og med ”Dagø” slap vi på langs gennem Middelhavet, vi var også med ved invasionen i Italien. Hovedstyrken udgik fra kyststrækningen mellem Tunis og Sfax, og her deltog 3000 transportskibe, samtidig med et mindre antal skibe der var på vej fra Malta. Ovenover os lå vores beskyttere, i tusindvis af fly samt spærre balloner i lav højde, hvortil kom et enormt antal krigsskibe.

Arne fortæller jeg troede virkelig, det var verdens undergang. I Bari lå vi mange skibe til ankers lastet med ammunition og mange med benzin. Jeg husker, at ”Lars Kruse”, der var ombygget til benzin transport, lå nærmest ”Dagø”, da tyskerne om aftenen indledte det hidtil største luftangreb den 2. december 1943. Som sædvanlig havnede bomberne for og agter for ”Dagø” Det største skib i havnen som lå ved kaj et Amerikansk Liberty skib lastet med ammunition sprang i luften lige agten for os, og flere benzin skibe kom i brand. ”Lars Kruse” med 38 mands besætning blev ramt. Blandt de dræbte var ti danske søfolk; de overlevende var sårede, forbrændte, og lemlæstede. Kun ganske få skibe gik fri deriblandt heldige ”Dagø” som jeg var ombord i gik fri i dette helvede af skrig, skrål og dommedagsbrag.

Midt under de ufattelige eksplosioner lå ”Dagø” med hul i skibssiden og i dækket. Luge presenninger på flere hundrede kvadrat meter forsvandt. Den ene af de store bomme var blevet ramt af et eller andet og drønet ned gennem lugen. Den lå med flere meter af nokken nede i lastrummet med ammunition. I første omgang troede de, at der var gået en bombeforsager gennem lugen, eller var det en tidsindstillet bombe, der måske var havnet nede ved ammunitionen og lå og tikkede ?. De fik travlt med at få resten af lugerne af, så de kunne komme ned i lasten for hvis det var en bombe at få den ud over siden, men heldigvis var det kun den tunge bom, der havde forårsaget det store hul i lugen. Det hele så håbløst ud Kaptajn Parker lå bevidstløs med et blødende hul i hovedet, Donkeymand Lars Nielsen var godt nok kommet til bevidsthed, men var frygtelig tilredt, Telegrafisten havde været bevidstløs, og 2. styrmanden havde brækket et ben, men humpede alligevel rundt og opmuntrede de sårede. Ved siden af ”Dagø” var et skibs ammunitions last begyndt at detonere i småsalver, så de forventede kun et sidste stort brag, som ville tage ”Dagø” med (som de havde set sket med ”Lars Kruse”, da hun sprang i luften).

I denne stund blev gutterne enige om, at deres last med ammunition måtte være den sidste, der var tilbage. Skulle de redde sig selv og lasten måtte de lette anker. 3. mester og et par folk gik i maskinen, skruen gik rundt, og i en regn af nedfaldne granatsplinter og jernstumper blev ankeret hevet op. Langsomt gled ”Dagø” bort fra det farlige selskab. Selve sejlløbet var spærret af brændende skibe, så de måtte manøvre over bugtens grundede vand. Røgen var så kvælende, at alle måtte tage gasmasker på, men var nu så langt væk, at den øjeblikkelige fare var drevet over.

Nu kunne de begynde at se på deres havarerede skib og det var ikke noget kønt syn, men alle havde overlevet, men ikke et koøje var helt, og i kamrene lå alt hulter til bulder. Alle akkumulatorerne på telegrafstationen var knust, bøger, journaler, gardiner, og forskellige genstande var simpelthen ødelagt og ubrugelige.

Hvor lang tid der var gået, fra de første ammunitions skibe røg i luften var ikke til at sige. Minutter gik som timer, og timerne stod stille. Men ud af røgen dukkede pludselig en engelsk hurtigbåd frem og gik op på siden af ”Dagø”, flere højtstående officerer med udpræget gru malet i øjnene gik ombord. Endelig et skib der flyder, der var læger iblandt som tilså de sårede ombord og sagde ”God Heavens” hvad i alverden er i lavet af.

Officererne kom jo ikke ombord  for at fortælle, at ødelæggelserne var totale, men for den dyrebare last af ammunition ”Dagø” stadig havde intakt. De spurgte om de var villige til under beskyttelse at sejle til et mere sikkert sted og losse ammunitionen de kunne jo godt se at skibet var i en forfærdelig tilstand. ”Dagø” sagde ja og sejlede til Augusta på Sicilien der lå hun i tre uger og blev repareret. Mandskabet fik et velfortjent hvil og holdt en dejlig jul med god mad og vin. Men den største gave var dog at der fra 1. juledag 1943 var givet tilladelse til, at danske skibe igen måtte flage med Dannebrog.

Da Arne havde sundet sig lidt efter at havde berettet om oplevelserne i Bari forsatte han, men selvfølgelig var det hele ikke kun brag og knald jeg har også været med andre vigtige, men knap så nerve pirrende rejser i løbet af de knap seks år jeg sejlede for de allierede. Jeg skiftede skib fem gange. Jeg var med ”Tureby” på en rejse gennem Panamakanalen til vestkysten af Amerika hvor vi lastede træ til Nord Skotland. Vi gik tilbage til staterne efter korn til Manchester og tog derfra til Canada efter korn og lastbiler. Disse rejser foregik i HX-konvojer. Fra Halifax havde vi ledsagerskibe her stødte marinen til konvojen med sin eskorte. Hvor mange skibe der gik til ved torpedering, havde man ikke rigtig føling med, men selvfølgelig blev konvojen angrebet, det skete jo også alle andre steder på havet, og vi havde jo telegrafister, så vi hørte om mange af de daglige tragedier. Med særlig dyb medfølelse modtog vi underretningerne om tab af danske skibe.

Fra Hull havde vi en last krigsmateriel og lokomotiver, der vejede 50 tons stykket. De blev sejlet til Basra, og vi skulle selv losse dem, da der ikke var kraner noget af en opgave med så tunge ting. Under min hyre på ”Lilian” et 15 år gammel J.Lauritzen skib, fik jeg hvad jeg kan sige nu, da vi har det hele på afstand den vel nok mest storslående oplevelse, nemlig D-dagen den 6. juni 1944, da vi endelig skimtede enden på det hele.

 

Kære kammerat Arne

Jeg siger dig tak, fordi du gav mig lov til at skrive din beretning, og dine betragtninger over 2. verdenskrig.

Nu hvor modet ej i vort hjerte mere klikker, kender vi stadig ikke dem der uddeler priser til de tapre. Vi husker kun løfterne om. ”At vi ikke skulle blive glemt”, for vores indsats under krigen, hvordan det så end skal forstås.

En ting kan de ikke tage fra os, det er de plagsomme begivenheder, som snart i døgndrift plager vores sidste leveår.

Jacob 6. 6. 1984.

M/S Chile ØK bygget på B,W Kbh 1915, fragtskib 10 passager, 10.325 dw. den 7. juni blev hun torpederet af en Italiens U-båd. p r Cape Town- Freetown med Jordnødder, Bomuldsfrø og Råjern ca 100 sømil vest for Liberia. 5 mand omkom.
S/S DAGØ som Arne var med i Bari.
M/S Tureby bygget på B & W 1935 til A/S Motortramp Stensved. 1940 overtaget af Ministry of war og kom under Engels Flag. Overlevede krigen og tilbageleveret til Motortramp 1945. også det blev kaldt for et "Happy Ship" solgt 1960 til Italien. (Foto M/S Museet)
M/S Tureby laster Lokomotiver til Bashra under krigen. (foto M/S Museet)
S/S Lilian byg i Kiel 1924. solgt til J.Lauritzens rederi D/S Vesterhavet A/S omdøbt til "Lillian" beslaglagt i England 1940. tilbageleveret 1945. Deltog i invasionen D-dagen afgik fra Bristol den 4.6.1944 lastet med ammunition til de allierede. Foretog 8 rejser med total 15.000.tons ammunition og senere yderligere rejser med forsyninger til de allierede. solgt 1960 til Finland ophugget i Jugoslavien i Split 1965. Hun var også et "Happy Ship"
M/S Amerika bygb på B & W 1929 til ØK. Fragt og Passagerskib 11.375 dw det største skib der var bygget i Danmark på den tid. 56 passagerer ombygget i 1936 til 70 passagerer deraf 52 på 1. klasse. 1940 overtaget af Ministry of War i London. Topederet 22.4 1943 af U-306 ført af (Claus Von Trotha) ud for Syd Grønland. p r halifax England med stykgods, kød, metal samt 200 sække med post, i snestorm og høj sø blev det kl. 20,40 ramt af to torpedoer og sank på en halv time. Arne Jørgensen havde også sejlet med det skib fra den 16.12 38 til den 14.7.39.
BARI 2. dec 1943.
BARI 2, dec 1943
Bari 2. dec 1943.
S/S DAGØ som Arne var med i Bari.

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...

Steen Rudberg | Svar 10.06.2015 21.15

Der mangler lidt tekst til alle billederne - Jeg vil gerne vide mere om M/S Tureby, hvor min farfar var telegrafist.

Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

04.09 | 15:25

Hej og undskyld det sene svar

Han hed bare "Ferdinand" i Esso

...
02.09 | 13:24

Hej Jørgen, prøv at se min kommentar på Facebook gruppen SØFOK i dag. Mvh. Bjarne www.iceguide.dk PS: Kunne du formidle tlf. kontakt/mail til Johannes Jensen..

...
20.08 | 16:32

Havde selv en far, der var sømand under WWII, allieret under Norge.

Kan ikke finde noget om ham og selv sagde han ikke meget.

Han sluttede som skipper DSB/HH.

...
20.08 | 15:57

Tak Jørgen for dette initiativ.
En lille pudsighed er at du nævner den gamle m/t Marie Mærsk. Hende påmønstrede jeg, da du afmønstrede (i La Spezia).
Mvh/Børge

...
Du kan lide denne side
Hej!
Prøv at lave din egen hjemmeside ligesom mig! Det er nemt, og du kan prøve det gratis
ANNONCE